Hvad enten vi er bevidst om det eller ej, så er vi hele tiden i proces eller udvikling.
Det er livets præmis, hvad enten vi ønsker det eller ej.
De sidste år er denne udvikling intensiveret betydeligt. Processen opleves selvfølgelig forskelligt alt efter, hvem vi er og især alt efter, hvor bevidste vi er.
Jeg modtager løbende forskellige indtryk af, hvad der er i gang kollektivt, og jeg oplever på egen krop og sjæl, hvad der sker.
Lige nu og i den kommende tid handler det for mig at se om, at vi er ved at bryde igennem til en ny virkelighed, som ikke er præget af de gamle angstfyldte tyngende programmer, som har holdt os i “sikkerhed” i mange generationer – gennem utallige inkarnationer.
Man kan også sige, at vi dybest set bevæger os fra mørket ind i lyset
For at kunne træde ind i lyset og være medskaber af den nye tid, er vi (desværre) nødt til at slippe alt det, som ikke kan komme med.
Denne “giv slip” proces kan for nogle af os føles helt uoverskuelig og opslidende, ikke nødvendigvis fordi vi bærer på mere eller værre karma eller “bagage” end andre, men fordi det der er, sidder virkeligt godt fast og er en dybt rodfæstet del af vores identitet helt oppe på sjæleplan.
Jeg oplever, at flere af os på et tidspunkt simpelthen har opgivet at være i lyset. Derfor har vi i mange tilfælde som konsekvens også valgt at gemme os dybt i skyggen – i mørket.
Det kan se ud på mange forskellige måder og udspille sig både i dette og i tidligere liv, men fælles for os er, at vejen tilbage til lyset kan gøre mere ondt end at leve i mørket.
Med mørke mener jeg ikke, at vi lever et liv i negativitet eller helvede, er “onde” eller noget…det er mere en følelse af, at ha givet op dybt inderst inde, en kronisk manglende livslyst.
Den dybe opgivenhed kan medvirke til, at vi har svært ved at føle “ægte” glæde, kærlighed, lyst og passion i vores liv – uanset hvor meget vi prøver og har knoklet med vores personlige udvikling.
Det er hårdt at skrive disse linjer, fordi mens jeg skriver, mærker jeg tydeligt den del af mig, som har mest lyst til bare at give op og få det hele overstået.
Den del som har opgivet at opnå glæde og lykke, den del som på et tidspunkt besluttede, at det simpelthen er for smertefuldt at opleve afsavn og afvisning, så derfor er det trods alt bedre at lukke ned og bare overleve og få livet overstået!
Nej det er bestemt ikke rare følelser, som ligger til grund for vores opgivenhed, og derfor er det vigtigt at forstå, at vores indbyggede forsvar, som har til opgave at beskytte os mod yderligere smerte, kan være så helt fantastisk stædigt og bastant, at vi slet ikke tror det.
Så for at opsummere, så oplever jeg, at vi bliver nødt til at rydde op i de dybeste afkroge af os, før vi kan træde over tærsklen til lyset for alvor.
Det gør vi ved at møde de følelser, som i sin tid førte til den dybe opgivenhed. Det sker af sig selv, når vi opdager, at store dele af os, IKKE er vores oprindelige identitet, men udelukkende lag af forsvar og reaktioner på traumer.
Livet har ført mig til disse afkroge omsider – helt derned hvor jeg er helt rå og ikke kan gemme mig bag mørket mere, og ved du hvad…?
Det er en KÆMPE lettelse!
Ja det kan være ubehageligt, det er hårdt, det er tungt, det er smertefuldt og ind imellem uoverskueligt, MEN det er samtidig så befriende!
Jeg skjuler mig ikke længere for mig selv.
Jeg har derimod opdaget, at den største smerte hele tiden har ligget i, at jeg skulle lade som om overfor mig selv og på den måde hele tiden afvise mig selv.
Jeg flygter ikke længere fra mig selv ved konstant at dulme og distrahere mig selv.
Jeg kan meget nemmere trække vejret helt ned i maven og være her med mig selv.
Min vej hertil er gået gennem healing af mit indre barn, eller jeg vil nærmere kalde det gennem en indre genforening af alle mine indre børn og min sjæl – min bevidsthed.
Jeg har gennem konsekvent kærligt arbejde med de indre børn og opløsning af mit seje forsvar, formået at skabe plads til, at jeg kunne kalde min oprindelige kraft tilbage i min krop.
Det er ikke fordi jeg står 100% i lyset og er “færdig”, det blir jeg nok aldrig, men det føles som et kæmpe gennembrud!.
Som min terapeut sagde, så kan jeg ikke længere få noget ud af mit forsvar. Det er blevet et fængsel, mere end det er beskyttelse, og æggeskallen krakelerer nu, fordi jeg er klar til at lukke lyset ind.