Når vores synlighed truer os – bliver vi eksperter i at være u-synlige!
Evnen til at være “u-synlig” og undgå opmærksomhed er en forsvarsstrategi, som vi vælger i den tidlige barndom, fordi vores tilstædeværelse, udtryk og væremåde har affødt en eller flere traumatiske oplevelser.
Vi har i en tidlig alder oplevet, at det var utrygt og sommetider direkte farligt at være synlige og genstand for opmærksomhed.
Måske fik vi skæld ud eller blev hånet, når vi udtrykte vores behov eller bare udtrykte os.
Måske oplevede vi afvisning og kulde, når vi rakte ud efter kontakt, omsorg og kærlighed.
Der kan være 1000 forskellige små eller store hændelser, synlige eller mere subtile.
Ofte er der et gennemgående tema med en række af hændelser, som er med til at cementere og forstærke vores forsvar.
Det vigtige er, at vi forstår, hvordan disse tidlige hændelser har påvirket os og at opdage i hvilken grad, de stadig påvirker os.
Lad det være sagt en gang for alle!
At kunne beskytte og forsvare sig i sårbare situationer er HELT NORMALT og MEGET VIGTIGT!
Der hvor vores forsvar bliver et problem er, når vores gamle måde at beskytte os på er blevet forældet og ikke længere tjener os, men begrænser os.
ANGST FOR SYNLIGHED SKABER U-SYNLIGHED
Men Anna, hvorfor er det SÅ vigtigt at snakke om disse forsvar og barndom?
Det er det som sagt ovenfor især, fordi alle de overbevisninger og strategier vi har opbygget, på baggrund af de traumatiske hændelser, ligger som snedige skjulte programmer i vores system, hvor de stadig påvirkervores handlinger og især vores mangel på handling!
Forestil dig at du har dette u-synlighedsforsvar. Det fungerer så smart, at hver gang du bevæger dig i retning af at skulle være synlig, altså vise dig og være genstand for andres opmærksomhed, så opstår der et eller andet, som bremser dig.
Det kan fx være dyb angst for at sige noget i en forsamling, en uforklarlig nervøsitet fordi du skal til en fest eller i byen, ubehag ved tanken om at skulle sige fra overfor andres krav osv.
Angsten og ubehaget kommer tilsyneladende uden en reel grund, men du handler efterfølgende ved fx at undlade at ytre dig i gruppen, finder på en undskyldning og springer festen over og dropper at sige noget til dine nærmeste, selvom du er utilfreds.
Kan du se mønstret?
Det forsvar du byggede op påvirker stadig dine handlinger og dine valg.
Man kan sagtens leve med en angst for at ytre sig i en større forsamling – man kan jo bare undgå store forsamlinger.
Man kan også leve uden at gå til fest eller sætte grænser – det blir man ekspert i at undgå, og sommetider blir man så god til det, at man faktisk begynder at tro på undskyldingerne selv.
Man er jo en indadvendt sensitiv type, som ikke kan tåle at være på jorden…
Med et stærkt u-synlighedsforsvar kan næsten ALT, man gør eller ikke gør være styret af de tidlige ubehagelige hændelser.
Det er mere smertefuldt at kontakte de tidlige hændelser, end det er at leve med selvpålagte begrænsninger, og derfor kan det lade sig gøre!
Alt dette siger jeg med den største medfølelse – tro mig!
Jeg er ekspert i at undgå og gemme mig – at skrive dette nyhedsbrev giver mig uro og ondt i maven.
At mangle tillid til at kunne vise mig og være ønsket er min største smerte!
Selv bare at skrive det trigger min dybe trang til at forsvinde – at trække mig helt tilbage ind i noget, som for søren da må være TRYGT ALTID!
Men den største gave jeg har fået, er forståelsen for dette forsvar og medfølelsen med alt det bøvl og alle de strategier og undskyldninger, jeg har levet med.
I et kærligt og forløsende møde med de sårede fragmenter i os selv, kan der opstå dyb og varig healing og lysten til at leve kan vokse frem.
Men det kan ikke forceres eller presse igennem, fordi det er forsvaret for smart til. Det skal foregå i det helt rigtige tempo og i den rette rækkefølge. Som en blomst der springer ud et blad af gangen.
