Den måde vi bliver mødt af verden kommer til at definere vores egen måde at møde verden på. Har vi tillid til verden, er vi trygge i verden, har vi lyst til at være i verden…?
De mennesker, som bliver mødt med åbenhed, varme og tryghed, får et trygt og tillidsfuldt forhold til, hvordan de møder verden. De er ikke afhængige af, hvordan verden reagerer på dem i samme grad, som dem, der bliver mødt med afstand, kulde og utryghed.
Mennesker som har en utryg tilknytning, fordi deres møde med verden var truende af den ene eller anden årsag, vil ofte møde verden med skepsis og mistillid.
Selvfølgelig er der gråzoner, når vi taler om disse ting. Ingen er perfekt og ingen forælder er perfekt hele tiden, men der vil meget ofte være en grundlæggende energi i mødet med verden.
Der vil være fastfrosne mønstre og blinde punkter, og når vi taler om at møde et spædbarn for første gang, skal der desværre ikke så meget til, før ubehagelige oplevelser sætter sig i barnets energisystem.
Enhver trussel mod spædbarnets overlevelse, vil trigge dets forsvarssystem, og disse første oplevelser kan være tonedannende for resten af barnets liv.
Når vi lever med et overaktivt forsvarssystem pga. uro, stress og angst har vi meget lidt overskud til at være kreative, frie og skabende.
Vi kan kun lige klare vores hverdag og meget af vores energi går til at opretholde en følelse af tryghed og stabilitet her og nu.
Vigtigst af alt så har vi slet ikke overskud til at skulle ud af vores komfortzone og møde verden.
Eftersom vores komfortzone bliver skabt i vores møde med verden, vil den være meget snæver hos personer med utryg tilknytning, og alle handlinger og al energi går til at opretholde denne snævre zone, fordi uden vil vores overlevelse være truet.
Så, så længe vi lever i en konstant opretholdelse af vores komfortzone, kan vi ikke udvide den, og vi skal IKKE arbejde med at udvide den på den ”hårde” måde, da ethvert forsøg herpå kan snævre den nuværende zone yderligere ind.
Noget af det eneste, som kan heale denne utrygge tilknytning og give os mulighed for at strække os, række ud og møde verden på vores præmis, er at blive MØDT, og vigtigst af alt, at blive mødt af OS SELV.
At kunne møde os selv i de mest sårbare rum i vores indre er den bedste gave, vi kan give os selv!
Denne proces kan vi godt selv arbejde på, men eftersom smerten opstod i mødet med verden, foregår den dybeste healing mest effektivt sammen med en anden person.
Så vi skal finde en person/behandler, som er i stand til at MØDE os og, i kraft af det møde, give os mulighed for at MØDE OS SELV.
Der skal skabes et safe space sammen med en person, som kan være tilstede 100% uden at dømme, komme med råd, ville fikse, ville trøste osv.
Det er en meget delikat proces, som kræver en person/behandler, som kan rumme sine egne følelser og oplevelser og samtidig være autentisk, medfølende og støttende uden at overskride grænser.
Vi tror ofte, at vi er nødt til at blive en helt anden person, for at kunne være “rigtige” i verden – vi tror, vi skal tvinge os ud af vores komfortzone, men det er heldigvis ikke sandt!
Det vi skal, og det verden har brug for, er at vi opdager hvem vi, at vi støtter os selv som den vi er, og at vi viser, hvem vores sande jeg er, og at vi møder verden derfra.
Vi må gerne være i verden og være anderledes, indadvendte, asociale, sensitive, underlige – JA! Vi må være lige præcis, som vi er – vi skal faktisk helst være lige så unikke, som vi er!
Den eneste person vi i bund og grund har brug for støtte og accept fra er OS SELV.
Vi skal opdage, at vi IKKE er afhængige af, hvordan verden møder os og reagerer på os, så længe vi har os selv med.
Vi skal forstå og mærke dybt, at selvom der var tvivl om, hvorvidt vi var elskede og ønskede engang, så betyder det IKKE, at vi ikke er værd at elske!
Vi skal møde verden på halvvejen.
Vi skal give verden en chance for at møde os, at ønske os og at elske os præcis som vi er!
