Skoven har ligget der altid, så længe jeg husker. Men det meste af mit liv har jeg holdt mig på sikker afstand af den. Ikke fordi jeg er blevet advaret mod den, men instinktivt har jeg altid vidst, at den var farlig.
Skoven symboliserer det mørke af skjulte følelser og tanker omkring smerte, sorg og angst, som ligger gemt i mit system.
Tanker og følelser af afvisning og dyb dyb smerte. Adskillelsens smerte. Smerten over at erkende, at i denne form, som menneske, er sammensmeltning og 100 % samhørighed med en anden person en umulighed en illusion.
Ingen anden person er ligesom dig. Ingen anden i hele verden ved, hvordan du i virkeligheden er.
Det er i virkeligheden en dyb dyb ensomhed og forladthed, der ligger under min smerte.
Og denne skov af ensomhed og smerte har jeg nu valgt at begive mig ud i.
På et dybt plan har jeg erkendt, at den lidenskabsløse og begrænsende verden, jeg altid har levet i, ikke er det jeg ønsker længere.
Derfor har jeg valgt at gå gennem skoven for at komme igennem til den anden side, hvor alle farver er stærkere, hvor glæden og lidenskaben strømmer i floderne og friheden findes overalt.
Skoven er mørk og skræmmende, ganske som jeg fornemmede, og jeg har haft lyst til at løbe tilbage flere gange. Men det forunderlige er, at når man først én gang for alle har besluttet at gå derind, er der ingen vej tilbage – heldigvis.
Jeg har oplevet at være faret vild derinde – jeg har gået i ring, men hver gang ender jeg på den rette sti alligevel. Der er usynlige kræfter, som altid leder mig på rette vej.
Lige nu har jeg nået en lysning – et ”helle”, hvor jeg kan tage et hvil. Herfra kan jeg høre lydene fra den verden, som er på den anden side. Det er lyden af frihed og ro. Den dybe indre følelse af fred, som kun opstår, når al angst er fraværende. Angsten for, at det jeg begærer allermest ikke er mit eller bliver taget fra mig.
Turen gennem skoven er i virkeligheden en rejse gennem Ego’ets mange krinkelkroge – det er en transformation af Ego’et.
Det er nedrivning af de illusioner, som mit Ego har klamret sig til altid – alle de begær og ønsker, Ego’et troede det havde brug for, for at overleve og være ”lykkelig”.
Mit mål er at være 100 % fri og uafhængig og stadig være i et intimt og kærligt forhold til en partner. Og det er det, denne skov blokerer for, den står imellem mig og friheden og kærligheden.
Og tro mig, det er så stort at opleve, at det faktisk virker.
De første skridt ind i skoven var rædselsfulde og nådesløse. Det føltes, som om alting ville ramle. At slippe de første store illusioner er altid det sværeste.
Nu er det stadig svært, men jeg har vænnet mig til at opholde mig i skoven, jeg har accepteret, at lige nu er det sådan.
Jeg er blevet mere modig i løbet af rejsen. Jeg er klar til at møde hvad som helst i min skov. Jeg er 100 % klar til at slås for min ret til frihed og glæde.
Så hvad er nøglen?
Jeg er ved at knække koden, og det aller vigtigste er, som sædvanlig, at beslutte sig 100 % for at gå ind i skoven.
Her er der ikke et facit på forhånd – og det er hele pointen med processen.
Du er nødt til at gå ind i skoven – ind i det uvisse – det skræmmende – UDEN at vide, hvad der venter dig. Fordi én af de største illusioner du er oppe imod er : ”Garantien om et lykkeligt udfald før du vælger”. Det gælder alt – ikke kun i et parforhold.
Det er den angst, du er oppe imod; angsten for ikke at vide hvad der skal ske, angsten for at det ikke er det ”rigtige” – at det ikke bliver bedre. Fordi hvorfor pokker gå af sted ud i noget, man ved er pinefuldt uden en garanti for, at det bliver bedre?
Det er simpelt: Fordi det du er i nu, ikke er godt nok! Den verden du lever i, giver dig ikke den glæde og frihed din sjæl ønsker for dig!
Din personlighed, dit Ego, dine gamle erfaringer vil kæmpe som vanvittige for at holde dig ude af skoven – fordi de ved, at deres eksistens er truet, og de ved ikke bedre.
De har indtil nu samlet en masse viden, men de besidder ikke den visdom, som din sjæl rummer.
Det du bliver bedt om er: at overgive dig – at overgive dig til det uvisse, til universet, og det er selvfølgelig angstprovokerende for dit sind og din personlighed.
At overgive sig er lig med at slippe kontrol, og kontrol er noget sindet og personligheden opbygger for at kontrollere vores angst – so there you have it!
At overgive sig er lig med at slippe angsten fri. At slippe alt fri, at se alt der er i øjnene. At se sin største frygt i øjnene og rumme det.
Fordi at være villig til at rumme alt, er næste skridt på vejen ind i skoven.
At være forberedt på at tage imod ALT, der dukker ud af mørket.
Der er jo en grund til, at vi har kontrol, at vi holder angst, smerte, sorg og vrede væk fra vores bevidsthed. Det gør ondt! Det er ubehageligt! Det forstyrre os og skaber problemer!
Derfor skal disse ting rummes lidt efter lidt. De skal ha lov til at poppe op til overfladen stille og roligt eller pludseligt og voldsomt, det kan vi jo ikke kontrollere længere…Vi kan kun overgive os til det, og vælge at tage imod og rumme.
Fordi når vi gør det, vil vi opleve den forløsning og fred, der er på den anden side. Vi kommer ud med en større fred i hjertet. Vi bliver styrket, vi begynder at fornemme den frihed der venter.
Hvor stor skoven er, er helt individuelt. Men det vigtigste er, at du bliver ved med at gå – du vil blive mere og mere modig for hvert skridt du tager.
Til jer som ikke helt ved, hvad det vil sige at ”rumme”, så betyder det, at tillade dine autentiske følelser, tanker og stemninger at være, lige præcis som de er.
Dvs. når du mærker smerte eller sorg, så trøst dig selv, og hvis du mærker vrede så udtryk den. Hvis dit sind kværner der ud af så lad det! Prøv at tillade at alt er, som det er, hele tiden.
At du overgiver dig og tillader vil i sidste ende opløse og forløse de negative tilstande, og du vil stå mere og mere ved dig selv – hvilket i sidste ende er den kærlighed og omsorg, du bedst kan give dig selv, og den kærlighed, vi i virkeligheden alle sammen søger.
Jeg siger ikke det er nemt, men øvelse gør mester. Tro mig!
Jeg har selv været i skoven et stykke tid nu, og det begynder at være spændende at være der.
Så selvom jeg gik herind for hurtigst muligt at komme ud igen, så oplever jeg nu at rejsen i sig selv er interessant og givende.
Men husk: det er vigtigt at hvile sig på vejen 🙂
